28. oktober 2013

Haderslev








Forrige weekend var jeg i Haderslev. Min barndomsby. Jeg har ikke været der i over 10 år, så det var lidt underligt at gå rundt i mit gamle kvarter og gense og genkende steder. Det er sjovt, som man lige pludselig husker ting, man egentlig havde glemt. Og alting virker på en måde meget mindre. På togturen nåede jeg lige at blive færdig med et halstørklæde til min far. Og så spiste vi selvfølgelig cremesnitter. Og farvekortene vil jeg gerne lave en Gerhard Richter lignende collage af.

Info: halstørklædet er tunesisk hæklet efter Pernilles vejledning lige her. Det er hæklet af Filcolanas Peruvian highland wool på pind 7 købt hos Tusindfryd cph.

13. oktober 2013

Hæklede striber









Jeg var så heldig at få lov til at testhækle én af opskrifterne - det stribede babytæppe - i Jeanettes bog Lutter løkker, inden den udkom i mandags. Tæppet kan varieres i det uendelige alt efter, om man vælger én eller flere bundfarver. Og så kan man jo bruge alle de farver, man har lyst til. Jeg har hæklet det i Wenches uldgarn, der findes i den fineste farveskala. Jeg hæklede det i brede striber med få farver for at lave en lidt anden udgave af Jeanettes tæppe, og jeg drømmer allerede om mange andre variationer af det - gerne i voksenstørrelse :)
Det er forøvrigt en helt igennem gennemført bog. Lækkert design, smukke farvevalg, og så er Jeanette bare fantastisk til at nytænke håndarbejde, så det får et nyt udtryk!

Info.: Jeg har fulgt grundopskriften til det stribede babytæppe, men tilføjede 10 lm, da Wenches garn er en anelse tyndere end det garn, Jeanette bruger i opskriften. Jeg har brugt 4 nøgler lysegrå (bundfarven) og 1 nøgle af hver af de fem forskellige striber. Og der er en del rester tilbage! Tæppet ligger ude i Wenches butik Tusindfryds på Willemoesgade, Østerbro.