Er der nogen, der skal med til Rødovre i weekenden? Alt om Håndarbejde holder messe. Jeg skal derud sammen med Cæcilie for at besøge Trine og Jane. Og i deres bod sidder Asli faktisk også - og Puk! Så det kan kun blive godt:)
Jeg er lidt spændt på, hvad messen har at byde på. Jeg håber, at det bliver super inspirerende og nytænkende (og at der ikke er for mange nisser...). Andre der skal derud om lørdagen??
28. jan. 2013
27. jan. 2013
Vintersæt med opskrift
Her kommer opskriften på mit halsrør og hue, der begge er strikket i den blødeste blanding af alpaca og silke.
Garnforbrug: 5 nøgler Austermann alpaca/silk fra Yarnfreak. Jeg har brugt 3 nøgler af den mørkegrå melange og 2 nøgler af den bordeaux melange. Plus evt. en pompon til huen.
Pinde: pind 4,5 (jeg brugte en rundpind, selv om der skal strikkes frem og tilbage)
Teknikker: ret, vrang og patent
Patent: *strik 1 ret, og strik 1 ret i masken under*, fortsæt pinden ud og gentag fra * til * på hver eneste pind. I kan finde en vejledning til, hvordan man strikker patent lige her). Det er ikke svært at strikke patent, men det er noget bøvl, hvis man laver fejl! (og der findes faktisk flere forskellige måder at strikke patent på, men dette er efter sigende den nemmeste).
Halsrør: (der bruges ca. 2 nøgler af den grå og lidt mere end 1 nøgle af den bordeaux)
Slå 90 masker op på pind 4,5 og strik 3 cm. rib (1 ret, 1 vrang). Fortsæt derefter i patent med skiftevis 4 pinde bordeaux og 6 pinde mørkegrå. Fortsæt til stykket måler 35 cm. og strik derefter igen 3 cm. rib. Luk løst af, så du kan få det over hovedet! Sy de to sider sammen.
Hue: (der bruges ca. en halv nøgle af hver)
Slå 80 masker op på pind 4,5 og strik 2 cm. rib. Fortsæt i patent med skiftevis 4 pinde bordeaux og 6 pinde mørkegrå indtil stykket måler ca. 21 cm. Lad en lang snor hænge og sæt den på en stoppenål, som du trækker igennem alle maskerne. Stram snoren, så maskerne trækker sig sammen (men ikke så meget, at snoren risikerer at knække!) Hæft enden og sy de to sider sammen. Sy evt. en pompon på toppen. Jeg har brugt en pelspompon.
Voila det var det! Hvis I bruger opskrifterne, vil jeg meget gerne se resultatet:)
Opskrifterne er GRATIS, og derfor må de selvfølgelig heller ikke bruges til andet end privat brug, tak:)
21. jan. 2013
Billeder
I får min weekend i billeder. En weekend, hvor jeg dansede hele natten i mine nye sko - og jeg er tilsyneladende blevet trådt en del over tæerne. Jeg spiste en masse frugt og købte brød ved den nye bager; strikkede på mit stribede halstørklæde; fladede ud på sofaen; forberedte mig til en rejse; købte en taske på udsalg og fik et lille nyt husdyr og en gammel rød værktøjskasse.
16. jan. 2013
Knit it
Jeg er gået ind i en fuldstændig strikketilstand. Det må være kulden. Mit seneste halsrør er færdigt, og jeg har strikket en hue i resterne, så det er blevet et helt vintersæt. Jeg skal lige ha' taget nogle billeder af det i brug, og så deler jeg opskrifterne med jer. Garnet er det ufattelig bløde alpaca/silke fra Yarnfreak. Jeg er også gået i gang med et lidt mindre projekt, om end det kræver lidt tålmodighed, for det er kun på pind 2. Det skulle gerne ende med at blive melerede håndledsvarmere. Bliver det godt, skal I nok få det at se (og få opskriften). Og så er der en okkerfarvet trøje, der mangler ærmer...
12. jan. 2013
Lørdag
Jeg kan godt li' de weekender, hvor der er tid til at tulre rundt herhjemme og lave lidt af hvert. Jeg strikker et babysæt til en veninde. Og endnu et halsrør til mig selv. Den andet blev lidt for bredt, så nu laver jeg et nyt, så der snart kan komme en opskrift på bloggen. Jeg har købt en stak merinould i blandende farver. Det skal blive til et stribet halstørklæde, men jeg er lidt i tvivl om, hvordan jeg skal sammensætte farverne. Det var heller ikke meningen, at der skulle være så mange farver, men jeg havde svært ved at vælge! Og så har jeg købt et nyt Malene Birger tørklæde på udsalg lige her.
7. jan. 2013
Kåbe
1. jan. 2013
1.
Abonner på:
Indlæg (Atom)




