



Nu kan jeg vist godt vise jer den kørepose, jeg har lavet i denne uge. Den lille pige, der skal ha' den ligger nemlig med hovedet over døbefonten, så hendes mor kigger helt sikkert ikke på min blog lige nu;) Køreposen er egentlig ret genial, for når Ellen vokser ud af den, så kan man bare klippe den nederste del af, og så har man en lun jakke - det er da smart!
Og så har jeg endelig fundet ud af, hvordan man hækler "bedstemor-firkanter"! Det krævede "kun" to hæklebøger og en hjælpende mor... De er ret sjove at lave, og så kan jeg få brugt alle mine garnrester. Jeg ved godt nok ikke rigtigt, hvad jeg skal bruge dem til, men den ene pynter i hvert fald den lilla slå om kjole. Hmm... måske sofapuder?? Eller et tæppe!
I går var jeg lige et smut i Stof og Stil og fandt noget fint stof, der minder om, at NU må det altså snart være forår!! Og så "faldt" jeg lige over et par ting til mig selv i HM... Sonia Rykiel har lavet en kollektion for HM, og den er absolut værd at tjekke ud - synes jeg:) Der er sådan nogle fine detaljer med sløjfer og bånd, og den kæmpe rosette på den sorte trøje, kan jeg slet ikke stå for!